Young @ Heart – Silkeborgs nye kulturfestival ser dagens lys i 2022.
Young at Heart betyder ”Ung i hjertet”, ”Ung af sind” – og er inspireret af at uanset hvor vi er i livet, føler vi os unge i sindet, særligt i de fælles rum som kultur og live-musik kan skabe. Kulturen skaber rum hvor mennesker mødes og er en del af et større fællesskab, uanset alder og hvor man kommer fra. Kulturen er limen som binder samfundet sammen og i kulturens rum er vi alle lige.
Young @ Heart er Silkeborgs Nye Kulturfestival som sætter Musik, Mad, Kultur og samværet mellem Mennesker i centrum. Udover 12 koncerter på 2 dage, vil der være Street Food Festival, Øl-festival og en række kultur-events på festivalpladsen.
Der er mange kulturtilbud i Silkeborg, men ikke meget som direkte involverer byens studrende i skabelsen af nye kulturprojekter. Det laver vi om på og præsenterer en ny festival skabt af Silkeborgs ungdom for alle borgerne, ung som gammel. Deraf også festivalens navn ”Young @ Heart”.
I samarbejde med studerende fra uddannelsesinstitutionerne i Silkeborg, er der oprettet en ”ungebestyrelse” af personer som har lyst til at præge den kulturelle udvikling lokalt. Ungebestyrelsen får direkte indflydelse på skabelsen af en ny stor kulturbegivenhed i Silkeborg, hvor de kommer helt ind i maskinrummet, og får lov at være med i alle praktiske og kreative processer ifm. at arrangere en festival over 2 dage, med en målsætning om 6.000+ publikummer pr dag.
Skibet er sat i søen, og målsætningen er at skabe en ny begivenhed for alle i hele Silkeborg samt folk fra nær og fjern som har lyst til at feste med.
Young @ Heart finder sted den 9. og 10. september 2022, på Cirkuspladsen, Kastaniehøjvej i Silkeborg.