Oplev Kim Schwartz på Harmonien i Rødvig. Det hyggelige kulturhus, hvor man sidder ved runde borde med lys på bordet og i sand intim stemning oplever kunstneren på scene.
Inden koncerten, kan der nydes en god koncertmenu/buffet og før/under/efter koncerten kan der nydes drikkevarer ved bordet.
Efterårs Tour 2023 - Kim Schwartz - På Line Uden Paraply
Efter et lille års pause er Kim Schwartz igen klar at rykke ud i Danmark med sine velkendte, men også nye sange på repertoiret.
Siden udgivelsen af jubilæumsalbummet ”Kom Nærmere” i maj 2022, har Kim været ultra produktiv med ny energi, fokus og inspiration rettet mod endnu en album-udgivelse, der forventes klar over vinteren 2023/24.
Efteråret 2023, står i spillemandens tegn, når Kim gæster en række foreninger og spillesteder med udpluk fra sit efterhånden store bagkatalog, bestående af egne både kendte og nye sange, men også med en vifte af sange som Kim har skrevet til kollegaer igennem de sidste 25 år.
Du kan opleve Kim Schwartz i vanlig afslappet stil med anekdoter og historier fra hans egen tur igennem livets by og de mange gader og stræder vi alle betræder igennem vores liv.
”Vi er jo grundlæggende ikke så forskellige os mennesker. Vi har alle drømme, daglige gøremål, længsler, pligter og behov for mad, søvn og kærlighed. Ingen kender turen til ende. Nogen går til højre og andre til venstre. Det eneste der er sikkert og ens for os alle er vel, at alting har en ende, mens oplevelsen af turen kan være meget forskellig ”. Siger Kim Schwartz.
Stadig i øjenhøjde med sit publikum og måske lidt mere moden, finder du den jordnære sanger og sangskriver hvis du vælger at bruge en aften i musikkens tegn.
Maj 2023 udsendtes singlen ” På Line Uden Paraply” som er første forløber for det kommende album og efterårs touren 2023 der bærer samme titel.
Med på Touren har Kim Schwartz sin velspillende klavermand Peter Edelmann.