CARSTEN COLLING & WARNY MANDRUP PRÆSENTERER:
Kl. 20: SILJA OKKING & KASPAR JOLIN - AFSLAPPET VELLYD
Duoen, som i dagens anledning er udvidet til en trio, er en intens oplevelse af autentisk, akustisk vellyd. Repertoiret er popmusik, i bred forstand, med Silja Okkings lækre røst i forgrunden, bakket op af Kaspar Jolin´s elegante guitar-akkompagnement og korstemmer. Udvidelsen, som bassisten Jesper Falkensteen personificerer, sikrer et spændende, rytmisk fundament og en god, solid bund i musikken. Det lille orkester er kendt for at udkomme smukt, afslappet og med glimt i øjet.
Silja Okking: Sang / Kaspar Jolin: Guitar og sang / Jesper Falkensteen: Percussion og bas
Kl. 21: COLLING & MANDRUP - LATTERLIG LÆKKER BOSSANOVA PÅ DANSK
Dette musikalsk show med entertainerne Carsten Colling og Warny Mandrup består af klassiske bossanova sange tilsat finurlige danske sangtekster, skabt af duoen selv. Det er nærvær med glimt i øjet, musikalsk overskud og sikker komisk timing. Imellem sangene kommer Carsten og Warny med sjove og tankevækkende betragtninger fra den brogede danske hverdag, mange voksne er omgivet af. Colling & Mandrup leverer et anderledes, relevant og frem for alt underholdende indslag til tiden.
Carsten Colling (sang og saxofon) er tekstforfatter, idéudvikler og TV-redaktør. Warny Mandrup (sang og percussion) er komiker, filminstruktør og TV-vært. Se en af duoens musikvideoer her: https://youtu.be/BwmvDQRq6x0
Kl. 22: SEVEN TIMES CRAWFORD - SOUL SÅ DU SMELTER
Den københavnske sanger Christine Colling fortolker hits fra den amerikanske soulstjerne Randy Crawfords verdenskendte repertoire. Du kommer til at høre lækre sange du kender, men som du måske ikke har hørt i årevis. Du bliver med garanti glad i låget af at nynne med på klassiske hits som “Street Life”, “One Day I´ll Fly Away” og “You Might Need Somebody”.
Christine Colling: Sang / Kaspar Jolin: Guitar og sang / Carsten Colling: Piano og tenorsaxofon / Ole E. Mortensen: bas / Jesper Falkensteen: Percussion