Jubilæumsturné med stop i Middelfart
Efter optrædenen i Basel går turen hjem til Danmark, og Middelfart kan altså se frem til et helt specielt besøg. Allerede den 15. maj står Jørgen Olsen nemlig klar med en stor musikalsk aften på Restaurant Marsvinet.
Her vil den folkekære sanger sammen med musikerne Benni Christiansen (bas) og Lars “DK” (keyboards) tage publikum med på en musikalsk rejse gennem hans lange karriere, der i øvrigt også markerer hans 75-års fødselsdag.
Jørgen Olsen lover et varieret program med både egne klassikere som Angelina, San Francisco, Marie Marie og naturligvis vindersangen Smuk som et Stjerneskud, krydret med internationale hits fra blandt andre Elvis og Cliff Richard.
Mad, musik og anekdoter
Koncerten begynder klokken 20, men allerede klokken 18 bydes der på en 2-retters menu på Restaurant Marsvinet. Undervejs i koncerten vil Jørgen Olsen dele sjove historier og særlige oplevelser fra sin lange musikkarriere, hvor særligt episoder med Cliff Richard og ABBA fremhæves som noget, publikum kan glæde sig til.
Dørene åbnes klokken 17.45, og der er stadig mulighed for at sikre sig billetter til en musikalsk og nostalgisk aften i selskab med én af dansk musiks helt store profiler.