Kom og vær med til en strikkelig hyggelig aften i grænselandets tegn i Tønders kulturhus - Schweizerhalle!
Masker i Marsken foregår lige på kanten mellem Danmark og Tyskland og er rundet af grænselandets historie om forbindelser på tværs af grænsen. Denne lørdag aften slår vi maskerne op til et patchwork af grænselandshistorier, musik og sange. Gennem tiden har området været præget af konflikter, krige og uvenskab. I dag lever danskere og tyskere side om side i fredelig sameksistens, og vi lover, at der bliver nok at fortælle og tale om i aftenens løb.
Strikkesalonen på scenen bestyres af chefredaktør for JydskeVestkysten, Mads Sandemann og kulturredaktør Hans Christian Davidsen fra Flensborg Avis.
International hæder til de to medier
De to medier rummer i sig selv en ganske særlig historie, idet de er hædret med en international pris for deres unikke grænselandssamarbejde.
Fortællingen om mediesamarbejdet får vi helt sikkert undervejs, ligesom de to journalister i løbet af aftenen får gæster fra både nord og syd for grænsen. Vi kommer omkring fortid, nutid, sprog, sindelag, sønderjysk kaffebord og ikke mindst kultur hen over grænsen, og du kommer til at opleve dansk, tysk, synnejysk og plattysk i én herlig forening. Det hele krydres med fine musikalske indslag af Steffen Schulz, Mallemuk samt dele af folkBALTICA og en dejlig Vadehavstapas fra Skærbækcentret.
Du betaler en samlet pris for aftenen og skal blot selv købe drikkevarer i baren, der bestyres af musikforeningen Noldes Nabo, som udbreder kendskabet til folk-, jazz- og rockmusik.
Aftenens program:
20.00 – 22.00 I grænselandets tegn. Mads Sandemann og Hans Christian Davidsen sætter scenen og invitere forskellige gæster i strikkesalonen. Undervejs får I musikalske indslag ved lokale musikere. Vi kommer omkring fortid, nutid, sprog og sindelag, sønderjysk kaffeborg - og kultur hen over grænsen. Du kommer til at opleve dansk, tysk, synnejysk og plattysk i én herlig forening.
22.00 – 23.00 Aftenen rundes af – baren er fortsat åben
Læs mere på hjemmesiden, hvor vi løbende opdaterer programmet med gæster i strikkesalonen.
Denne aften er for dig der ikke ønsker at spise med eller først har mulighed for at komme senere. Du vil få plads på balkonen med udsigt til scenen hvor underholdningen foregår.
Billetter til denne aften kræver ikke partout eller dagsbillet til Masker i Marsken.