Foredrag og release af "true crime" bogen "Mordet på Holbækgaard"
Som så mange mandage før spillede jeg oldboys-fodbold med min gode ven Hans, der er tidligere praktiserende læge i Randers.
Efter kampen sad vi med vores øl, da jeg fortalte ham, at min kone Dorte og jeg holder af lange vandreture i naturen. Hans tilbød straks, at vi frit kunne gå i hans skovstykke ved Drastrup, ikke langt fra vores hjem. Han nævnte i samme forbindelse, næsten i forbifarten, at en kunstner var i gang med at udskære figurer i gamle træstammer.
“Der står også en svensk morder derude,” sagde han. “En mand, som blev henrettet i 1859.”
Jeg troede først, jeg havde hørt forkert. Historien fængslede mig øjeblikkeligt. Hvem var denne svenske morder? Hvad havde han gjort? Og hvorfor blev han henrettet netop dér – kun få kilometer fra mit eget hjem? Hans vidste ikke meget mere. Derfor begyndte jeg selv at lede efter svar.
I gamle indscannede aviser fandt jeg hurtigt artikler om sagen, men næsten alt handlede kun om domsafsigelsen. Selve
mordet og opklaringen var nærmest forsvundet ud af historien. Måske fordi datidens presse sjældent dækkede retssager
i detaljer, selv når de gik gennem flere retsinstanser og til sidst endte på kongens bord. Lokalt hørte jeg samtidig gamle mundtlige overleveringer. Enkelte satte endda spørgsmålstegn ved, om den mand, der blev dømt og halshugget, overhovedet var den rette gerningsmand.
Det måtte jeg undersøge nærmere.
Det blev begyndelsen på en rejse, der skulle føre mig dybt ind i fortiden. Med hjælp fra Rigsarkivet fandt jeg mere end 200 sider
originale retssagsdokumenter og forhørsprotokoller – gulnede ark fyldt med tætskrevne håndskrifter fra tre retsinstanser og
afsluttet med en kongelig befaling. Til mit store held kom jeg i kontakt med slægtsforsker Leif Sepstrup, som hjalp mig med at transskribere de vanskelige dokumenter. Langsomt begyndte fortidens stemmer at træde frem. Og sammen tegnede de billedet af den sande kriminalhistorie om mordet på stuepigen Karna Boosdotter.
For at forstå sagen måtte jeg ikke alene følge sporene efter forbrydelsen, men også forsøge at forstå den verden, menneskene
levede i: Randers, datidens landsbysamfund, troen, fattigdommen, lovene og de sociale skel. Jeg måtte også forstå, hvorfor
tusindvis af svenske tjenestefolk søgte mod Danmark i håbet om et bedre liv. Først da begyndte historiens brikker for alvor at falde på plads.
Jeg håber, du vil tage med tilbage til en tid, hvor livet var hårdt, retfærdigheden ubønhørlig, og hvor én
skæbnesvanger handling kunne føre et menneske hele vejen til skafottet.
Denne beretning begynder med de svenske tjenestefolks rejse til Danmark – og ender på en mark ved Drastrup lidt uden for Randers, tirsdag morgen den 8. marts 1859.
