BOBO MORENO & KK SOULBAND
Skal musikken være sej, svedig og swingende er der ingen vej uden om Bobo Moreno & KK Soulband. Varemærket er kvalitet, genren er soul og resultatet er en koncertoplevelse, du sent vil glemme. James Brown, Stevie Wonder, Prince og mange andre af soulmusikkens lysende stjerner er BOBO MORENO & KK SOULBAND inspirationskilder.
Men tag ikke fejl: Når de drevne og veloplagte Svendborg-musikere slår sig løs sammen med Bobo Moreno - en af Danmarks i særklasse bedste sangere og performere - er der garanti for en enestående koncert, hvor musikalitet og livsglæde går op i en højere enhed. Musikerne kan deres klassikere, men de kan mere end det: De fortolker numrene med en sjælden nerve og sprudlende professionalisme, som kan få selv den mest blaserte koncertgænger til at overgive sig.
Samarbejdet mellem BOBO MORENO & KK SOULBAND kom i stand i 2010, da KK Soulband spurgte Bobo Moreno, om han havde lyst til at synge i bandet. Bobo Moreno lyttede til nogle optagelser og vendte tilbage med et klart svar: ”Wow, I er fede! Kan jeg få jeres repertoireliste? Og hvornår skal vi spille?”. Siden da har musikerne leveret det ene brag af en koncert efter den anden.