Arrow down Search Shopping cart Link arrow right facebook linkedin facebook messenger mail minus plus Information Location Calendar Home Ticket
  • Beskrivelse
  • Praktisk info
  • Lokation

Besættelsestidens stærke stemme. Byvandring om digteren Morten Nielsen.

I samarbejde med Aalborg Bibliotekerne og Sing for Unity ifm FN´s Fredsdag. 

”Jeg har aldrig i mit liv følt så meget ved det som der, hvor jeg stod og med en stemme, der var mere hæs og skrigefalsk end nogen sinde før, sang: Du danske mand af al din magt, stå fast…” - ”Så sang vi for sidste gang Kong Christian, og så gik vi hver til sit. Ja, for Satan”

Den hæse sangstemme tilhørte digteren og modstandsmanden Morten Nielsen, der i 1940 havde forladt barndomsbyen Aalborg for at studere i København. I november 1941 var han var på pletten og sang begejstret med og følte det sammenhold, som sangen gav, da studenterne demonstrerede og viste sin store utilfredshed med den danske samarbejdspolitik.

På denne byvandring i Aalborg kan du høre meget mere om Morten Nielsen og det aftryk han fik sat i løbet af sit korte liv. Han nåede ganske vist kun at få udgivet digtsamlingen ”Krigere uden Vaaben”, men i både de legale og de illegale medier var han gået til kamp bevæbnet med vers og tekster. Han kunne som ingen anden og med stor indlevelse beskrive, hvordan den tyske besættelse og ufriheden krøb ind under huden og forandrede almindelig mennesker liv.

Morten Nielsen var ikke drevet af ideologi eller nationalfølelse, og det var fred og frihed, der lå ham på sinde, men han kunne ikke passivt se på, at menneskers frihed og rettigheder blev krænket, så han gik også aktivt ind i modstandsbevægelsen. Det kom til at koste ham livet som kun 22-årig i 1944, og en af de vigtigste stemmer under besættelsen blev dermed tavs. Men hans digte blev og bliver stadig læst og genudgivet. Morten Nielsen var desuden en flittig skribent i Aalborg Stiftstidende, for selv om han var flyttet til København, var han fortsat tæt knyttet til Aalborg.

Byvandringen om Morten Nielsens liv og skæbne begynder kl. 15.00 i forlængelse af ”Sing for Unity” arrangementet. På turen tager historiker Dorte Christensen dig rundt til nogle af de steder i Aalborg, der havde betydning for Morten Nielsen både som skribent og person. Undervejs bliver hans idealistiske, men også bramfrie stemme vakt til live med alvorlige, overraskende og sjove uddrag fra hans tekster og digte.

Vi mødes ved indgangen til Hovedbiblioteket i Aalborg og slutter på Almen Kirkegård.

Varighed: ca. 1,5 time

Byvandringen begynder kl. 15.00 foran Hovedbiblioteket i Aalborg 

Turen slutter på Almen Kirkegård.

Varighed: ca. 1,5 time

Pris: 80 kr.

Foran Hovedbibliotekets indgang, Rendsburggade 2
Foran Hovedbiblioteket, Rendsburggade 2, 9000 Aalborg